
100 efterforskere leder stadig efter Louvres stjålne smykker
Politikens Tine Kirkensgaard bor i Paris. Og imens søndagens dramatiske kup mod det verdensberømte museum Louvre har fået os her hjemme til at tænke på dristige planer fra bøger eller film, som Oceans 11 eller Mission Impossible, har kuppet sat sig hos på en helt anden måde hos franskmændene. For det var intet mindre end flere af de franske kronjuveler, som blev stjålet. Det var kulturarv, det var historie, ja – det var stykker af den franske sjæl, som forsvandt på de blot 7 minutter, som kuppet varede. Men hvad skete der egentlig, da tyvene brød ind på Louvre? Hvor var vagterne, kameraerne, alarmerne og hvordan kunne de slippe væk? Var det bare nogle exceptionelt dygtige tyve, eller var der snarere tale om et kollaps i sikkerheden omkring nogle af verdens mest dyrebare kunstskatte? Det vil vi i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ prøve at finde svar på sammen med Tine Kirkensgaard. Vi hører gerne fra dig, skriv til: dulyttertilpolitiken@pol.dkSee omnystudio.com/listener for privacy information.
23 Okt 18min

Corydons første 100 dage: Hvem beskytter egentlig DR mod politikerne?
Der kan ikke være ret mange jobs i Danmark, der kræver lige så tykt et lag hård hud. Som generaldirektør for Danmarks Radio – landets suverænt vigtigste og mest magtfulde medie – skal man – på den ene side - sørge for, at de 2.500 medarbejdere går frit, nysgerrigt og ind imellem også gerne frækt til det samfund, det er deres opgave at holde et spejl op for. Og at de tør udfordre os alle sammen – og især magthaverne. På den anden side er man betalt af de selvsamme magthavere. Altså af politikere, der lever af omtale og har mange – og ofte højlydte meninger om – hvad Danmarks Radio hellere skulle gøre. Måske derfor kunne man nærmest høre et kollektivt lettelsens suk i DR og ude i landet, da Bjarne Corydon for nylig blev præsenteret som ny generaldirektør. En mand af systemet. Tidligere finansminister og chefredaktør. Men også en rolig, nærmest urokkelig skikkelse. Selve den personificerede sindsro. Lød det. Men så gik han om bord på skuden. Og vejret slog om. Hvordan han siden har holdt balancen, og hvad det siger om DRs uafhængighed, spørger Nils Thorsen i dag Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen om.See omnystudio.com/listener for privacy information.
22 Okt 29min

Principielt og kulørt: Hvorfor er sagen om Findsens sexliv havnet i retten?
Efter optagelsen af denne podcast er det kommet frem, at Lars Findsen og hans forsvarer har besluttet, at Lars Løkke Rasmussen (M) alligevel ikke skal vidne i sagen om Lars Findsens privatliv. Sagen imod Lars Findsen handlede om hvorvidt han overfor journalister havde bekræftet, at Danmark i al hemmelighed lod amerikanerne bruge vores kabler til at aflytte deres allierede. Men da retten bestemte, at sagen skulle føres for halvåbne døre, droppede Justitsministeriet den. Og så kunne man tro, at det var slut. Men ikke for Lars Findsen, siger vores gæst i dag, Politikens Hans Davidsen, som selv figurerede i det gamle anklageskrift som en af de journalister, Lars Findsen skulle have røbet hemmeligheder overfor. Men denne her gang er det Lars Findsen, der slæber PET og Justitsministeriet i retten, fordi ministeriet i en fortrolig briefing af lederne af Folketingets partier om, hvorfor han blev varetægtsfængslet i 2021, også skal have fortalt dem om hans personlige seksuelle præferencer. For hvorfor skulle politikerne egentlig vide det? Var det relevant? Eller var det, som Lars Findsen selv mener, et forsøg på et karaktermord? Og hvor højt oppe i regeringen var det godkendt?See omnystudio.com/listener for privacy information.
21 Okt 22min

Gletsjerne dør: Vi tog med verdens førende glaciolog ud og oplevede dem forsvinde
Mathias Huss er opvokset i et landskab, der er ved at forsvinde. Den verdensførende glaciolog har boet hele sit liv i de schweiziske alper, og som videnskabsmand er de omkringliggende gletsjere blevet omdrejningspunktet for hans liv. Men isen smelter – og det går hurtigt. I år blev endnu en sommer med rekorder. Temperaturerne stiger, og på verdens tage ser man nogle af de tydeligste konsekvenser. Hele samfund er bygget op omkring gletsjerne. To milliarder mennesker er afhængige af smeltevandet derfra, men hvert år trækker de sig længere og længere tilbage. Hver vinter efterlader snefaldet et metertykt beskyttende lag oven på gletsjerne. Hver sommer smelter solen sneen igen. Og når den er væk, ligger gletsjerne blottet for solens stråler. I dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken hører du om Politikens videnskabsredaktør Lasse Foghsgaards rejse til Schweiz, hvor han i april fulgte Matthias Huss i hans arbejde på gletsjeren Plaine Morte – 'Dødssletten'. Vi hører gerne fra dig, skriv til: dulyttertilpolitiken@pol.dkSee omnystudio.com/listener for privacy information.
20 Okt 30min

WEEKEND. OsamaSon. Taylor Swift. Blæst
Vi har udvalgt tre oplæste artikler til dig fra Politiken, der alle handler om musik: Først kan du høre Simon Lund læse en tekst om OsamaSon og anden ny hiphop op. Det handler om vrede. Om koncertenergi. Og om kortslutninger. Dernæst læser Pernille Jensen sin anmeldelse af Taylor Swifts nye album op. Og til sidst er det Anders Godthjælp Nielsens klumme om DR-dokumentar-serien 'Blæst og hende den nye', der blandt andet handler om kvinder i musikbranchen (eller manglen på samme) ------------ Og husk: Artiklerne er bare nogle af de mange artikler, vi læser op, og som kan høres direkte i Politikens podcast-app, så snart de udkommer. Du skal være abonnent for at lytte med. Og det kan du nemt blive ved at gå ind på politiken.dk/shopSee omnystudio.com/listener for privacy information.
19 Okt 26min

Han taler om Grønlands »milliardpotentiale«. Men er han bare Trumps mand?
Donald Trump vil have Grønland. Det har vi efterhånden forstået, ikke mindst fordi han selv har sagt det meget tydeligt og mange gange. Men hvordan vil Trump få fat i verdens største ø? For grønlænderne vil ikke være amerikanere. Og Danmark har ikke tænkt sig at hjælpe USA med at blive større. Så hvad kan den amerikanske præsident egentlig gøre? En håndfuld kolleger har fulgt kampen om Grønland. Og en af dem er Carl Emil Arnfred, som er gæst i dagens afsnit, hvor han skal fortælle om en tidligere amerikansk elitesoldat, som færdes i inderkredsen omkring Donald Trump og hans MAGA-bevægelse. For Drew Horn er en mand, som igen og igen er dukket op i Grønland med store ideer. Og som har været særligt interesseret i en helt bestemt del af landet. Vi hører gerne fra dig, skriv til: dulyttertilpolitiken@pol.dkSee omnystudio.com/listener for privacy information.
17 Okt 24min

Hun er 19 år og stoler ikke på nogen. Jo, Tessa
19-årige Cia Strandberg er en sjakalina. Det er det navn, de allermest dedikerede fans af rapperen Tessa har givet sig selv. Ligesom sjakalen i ørkenen overlever de, selv om livet viser tænder. For Cia Strandberg betyder Tessa alt. Det er Tessa, hun skriver til, når noget er svært. Når hun er lykkelig. Når hun er stolt af sig selv. Og så svarer Tessa hende. I dette afsnit af ‘Du lytter til Politiken’ fortæller fotograf Cecilie Rolvung og Cia Strandberg fra hver deres sted om et helt særligt bånd mellem en gruppe unge fans og en stjerne, der både kan rappe hårdt og være omsorgsfuld overfor de piger, der forguder hende. See omnystudio.com/listener for privacy information.
16 Okt 29min

Højrepopulisterne har fremgang i hele Europa. Og nu vil de have magten
Europa står midt i en politisk højredrejning, der er så markant, at eksperter kalder det en »hundredårshændelse«. Og det kommer til at ændre europæisk politik i årtier fremover. I dette afsnit af ‘Du lytter til Politiken’ fortæller EU-korrespondent Karin Axelsson, hvordan det ene land efter det andet får en højrepopulistisk regeringsleder eller som minimum bliver et bærende støtteparti. Med en stor del af vælgerne i ryggen. Vi hører gerne fra dig, skriv til: dulyttertilpolitiken@pol.dkSee omnystudio.com/listener for privacy information.
15 Okt 29min





















