Noreena Hertz: Vi har aldrig før været så ensomme – og højrefløjen har forstået at bruge det politisk

For 25 år siden blev Noreena Hertz en international venstrefløjsstjerne med sin kritik af globaliseringen. I denne uges langsomme samtale ser hun tilbage og forklarer, hvorfor det blev højrefløjen, som vandt kampen om de ensomme og oversetes hjerter --- Da samfundene blev lukket ned i 2020, sad Noreena Hertz og skrev på en bog om ensomhed som globalt problem.

Allerede dengang var den i dag 58-årige forfatter, økonom og professor ved UCL Institute for Global Prosperity ved University College London en intellektuel venstrefløjsstjerne. I 2001 havde hun udgivet bogen Den Tavse Magtovertagelse: Kapitalisme og demokratiets død, som gjorde hende til en usædvanlig talskvinde for den globaliseringskritiske bevægelse, der omkring århundredskiftet manifesterede sig ved spektakulære demonstrationer mod verdensøkonomiske topmøder og mobilisering af en ny kapitalismekritik.

Men i 2020 skrev Hertz altså en opfølger til Den Tavse Magtovertagelse, som handlede om ensomhed. Ikke kun som et eksistentielt eller kulturelt fænomen, men som et resultat af årtiets politiske beslutninger.

»Jeg konstaterede, at folk var blevet mere isolerede, ensomme og fremmedgjorte,« siger hun i denne uges udgave af langsomme samtaler med Rune Lykkeberg.

Når Hertz lavede empiriske studier og talte med folk i forskellige lande, der følte sig ensomme, brugte de vendinger, som at »de ikke blev set«, og »ingen hørte deres stemme«. De tendenser, som hun havde studeret i flere år og sad og skrev om, blev radikaliserede af pandemien – og grebet politisk af højrefløjen:

»Det var genialt af højrefløjen, at de så det her. De identificerede efter min opfattelse denne efterspørgsel hos vælgere, de tilpassede og målrettede deres strategier, så de kunne tale til det,« forklarer Hertz.

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg tager Noreena Hertz hele turen tilbage til, hvad der skete omkring årtusindeskiftet og frem til i dag: Hvorfor mistede venstrefløjen appellen til højrefløjen? Hvad kan venstrefløjen lære af folk som Meloni, Le Pen og Trump? Og hvorfor er Hertz på trods af de senere års udvikling alligevel relativt håbefuld på både venstrefløjen, de unge progressive og klimaets vegne?