
Vores panel snakker om nytårsaften
Den ene er vild med nytårsaften, den anden er er ikke specielt begejstret for den, og den tredje fejrer den altid iført nattøj. I denne nytårsspecial har vi inviteret en festlig venindegruppe i studiet. De har fulgt hinanden i tykt og tyndt hele livet, og her i årets sidste podcastepisode deler de festanekdoter, taler om nytårsfortsætter og reflekterer over årets højdepunkter og nedture. Panelet består af PR-manager Stephanie Laraignou Blom, mor til Julius, 13, Clara, 10, og Elvira, 4, art director Charlotte Jagd Engberg, mor til Carl, 5, og Ellen, 1 år, og seniorforsker Cathrine Møller, mor til Alfred, 6, og Ellinor, 3.
29 Des 202146min

Efterfødselssamtale med Nicoline Lind Abrenica
Studerende Nicoline Lind Abrenica er blot 21 år, da hun føder sin datter, Noura, ved en kompliceret graviditet og fødsel. Så da hun bliver gravid med lille Eli, beslutter hun sig for at bringe ham til verden derhjemme. Op til termin rammer minderne fra den første fødsel hende, og hun bliver angst for at føde - men ved hjælp af vejrtrækningsteknikker og mentale øvelser føder hun stærkt sin søn som stjernekigger. Det er en eksemplarisk Efterfødselssamtale om at få sat den første fødsel på plads, om at tage ejerskab over sin næste fødsel og om vokse som menneske gennem det at blive mor i en ung alder. Jordemoder Tilde Bøgild er som altid med til at besvare spørgsmål.
27 Des 202144min

Mama med Mette Wendelboe Okkels fra Petite Knit
Dengang Mette Wendelboe Okkels læste medicin, var hun den eneste, der strikkede på studiet. I dag er det mere reglen end undtagelsen, og Mette har med sin populære Instagram, Petite Knit, i høj grad været medvirkende til at gøre strik til en gigatrend. Hør Mette fortælle om, hvordan hun allerede som 6-årig mærker en skabertrang og lærer at strikke, sy og hækle, og om en svær tid, da forældrene bliver skilt, og moderen flytter til Sverige, da hun er blot 10 år. Og om at droppe medicinstudiet på målstregen for at følge sit hjerte og gøre strik til sin levevej samtidig med, at hun skaber en kernefamilie på snart fem børn.
23 Des 202154min

Vores panel snakker om at have 7, 8 og 9 børn
I denne episode taler vi med tre kvinder, der tilsammen har 24 børn. Vi får et fascinerende indblik i, hvordan hverdagen foregår med så mange børn, og det nærmest vanedannende i at få en baby. Kan man dagligt nå at tune ind på alle sine børn? Hvordan putter man 7 børn samtidig? Og bliver man nogensinde inviteret, når ens familie nærmest udgør et minisamfund? Panelet består af børnehaveklasseleder Helle Hirshals, mor til 7 børn, læge Rie Banner-Voigt, mor til 8 børn, og terapeut Christina Grouleff-Tatarczuk, mor til 9 børn.
22 Des 202154min

Efterfødselssamtale med Emilie Melgaard Jacobsen
Da børnebogsforfatter Emilie Melgaard Jacobsen bliver gravid med sit 3. barn, har hun to meget forskellige fødsler at se tilbage på, den ene var traumatiserende, mens den anden fødsel filmes og vises på DR. Her tredje gang glæder hun sig til at føde hjemme i familiens hus. Men da hun juleaften begynder at bløde, bliver hun overført i ambulance til hospitalet, hvor hun på sansestuen skaber en fantastisk fødsel og selv tager imod Bertha, der som et andet lille Jesusbarn kommer til verden den 25. december. Jordemoder Tilde Bøgild er som altid med til at besvare spørgsmål.
20 Des 202146min

Vores panel snakker om amning
Amning. Det mest naturlige i verden, dét kvindekroppen er skabt til at gøre, når den har groet et barn i ni måneder, og siden har født det. I langt de fleste tilfælde er det bare ikke altid så nemt, som det lyder. I denne episode hører vi om tre forskellige ammeforløb. Om at forberede sig til fingerspidserne og alligevel ende med at måtte gå over til flaske, om at tage imod andre kvinders mælk til sin baby, om teknik der går i hårknude og om at ende med at amme til barnet er 3 år. Vores panel består af sygeplejerske Julie Anna Brandis, mor til Asta på 1 år, direktør og founder af Kaddo, Xenia Emily Wulff, mor til Edvard på 2 år, og efterfødselsmentor Jozefina Skovgaard, mor til Gaia på 3 år.
15 Des 202150min

Ego: Julesamtale med Kathrine Lilleør om kærlighed, fejl, skuffelser og forventninger
Når præst Katrine Lilleør taler i Sankt Pauls Kirke i Indre By, kommer folk fra hele landet for at høre hendes prædiken. I denne juleepisode af Ego taler vi med Katrine Lilleør om, hvordan vi kan bruge julen som en kærkommen lejlighed til at reflektere og mærke efter, og om at være åben og nysgerrig over for begivenhedernes gang frem for at have forudbestemte forventninger. Vi taler også om at være ansvarlig for sin egen glæde, om at leve med sine fejltrin og om, hvad det betyder at sætte kærligheden fri.
14 Des 202130min

Efterfødselssamtale med Katrine Løve Nicolaisen
I 10 år har Katrine Løve Nicolaisen levet med beskeden om, at hun har en arvelig muskelsygdom, som der er 50% risiko for at give videre til et barn. Så da hun gerne vil være gravid, bliver hun og hendes mand anbefalet fertilitetsforløb og donoræg. Katrines søster tilbyder at donere sine æg, en kærlighedsgestus som de vælger at tage imod. Katrines efterfødselssamtale er en fortælling om at nedbryde fordommene om donoræg på trods af 12 insemineringer og en abort. Om at få en ny diagnose og ikke mindst om at blive gravid på naturlig vis samt fødslen af sønnen Hector. Jordemoder Tilde Bøgild er som altid med til at besvare spørgsmål.
13 Des 202144min