
Mama: Kunstner Emma Rosenzweig
Der er mange, der har en holdning til Emma Rosenzweig (tidl. Leth). Både når hun bliver kæreste med den 24 år ældre kunstner Tal R, når hun ubesværet veksler mellem at være kunstner, skribent, skuespiller, model og filmskaber, og når hun bramfrit udtaler sig om moderskabet og vælger at få planlagt kejsersnit. I denne episode af Mama tager Emma bladet fra munden og fortæller ærligt om sin opvækst med kringlede familiekonstellationer, om en svær skolegang, hvor hun bliver drillet, og om nogle vilde teenageår. Vi skal også høre om, da hun inden for få år bliver bonusmor og mor og oplever andre kvinders fordomme, og hvordan hun oplever, at kvinder dømmer hinanden på særligt mor-rollen.
9 Des 202154min

Vores panel snakker om at være mor og mor
I Danmark findes der 37 forskellige familiesammensætninger. Og børnefamilier, hvor de voksne er af samme køn, er på 10 år mere end fordoblet. I denne episode taler vi om, hvordan livet er som mor og mor. Om hvilke overvejelser og udfordringer, der er forbundet med at være to mødre, om kærlighedsbørn, rettigheder og fordomme og om vigtigheden af at kunne spejle sig i andre familier, hvor setuppet er det samme. Vores panel består af TV-vært Signe Vadgaard, mor til Lucca, 1, redaktionschef Pernille Wass, mor til Laurits, 4, og strikdesigner Laura Dalgaard, mor til Karla, 12 og vokset op med to mødre.
8 Des 202148min

Ego: Om at være tydelig i sin kommunikation
Måden vi kommunikerer på siger mere om os selv og vores vraggods, end vi lige tror. I denne episode af Ego taler vi med psykoterapeut Anja Skau-Andersen om, hvordan man kan blive bedre til at bruge et personligt sprog. Om hvorfor det er vigtigt at blive opmærksom på sine egne behov og grænser, og om hvordan man identificerer sine triggere, så man kan møde sine nærmeste med tydelighed og varme øjne frem for bebrejdelser og pegen fingre. Vi taler også om, hvordan man i konflikter med børn kan bevare roen, så vi undgår selv at blive et barn.
7 Des 202130min

Efterfødselssamtale med Ditte Schirmer
Da senior campaign manager Ditte Schirmer er i uge 21+4 med sit andet barn, bliver hun syg med skarpe smerter i maven, og hun bliver akut opereret for blindtarmsbetændelse, en byld og en stor infektion. Tre dage senere, da Ditte som tarmopereret skal forsøge at komme på toilettet, føder hun spontant og uden opsyn sin dreng i toilettet på Rigshospitalet. Lille Pilou er kun 22+6 og har lige akkurat en alder, hvor der etisk melder sig en masse dilemmaer. Han er født 121 dage for tidligt og er blandt de yngste, der har overlevet på neonatal, hvor Ditte og Pilou er indlagt i 6 måneder. Det er en voldsom historie, og Ditte siger selv, at den kan være skræmmende at lytte til. Men det er samtidig en smuk fortælling om et mirakel af en dreng, der insisterer på at leve, og et bevis på hvor stærke mødre, fædre og deres små børn kan være. Jordemoder Tilde Bøgild er som altid med til at besvare spørgsmål.
6 Des 202148min

Vores panel snakker om jul
Julen er jo hjerternes fest, men den kan også puste til stress og jag. Vi taler om decembertraditioner og juleforberedelser, om nødvendigheden af en pytkasse, om at holde venne-jul og om at huske at kigge op fra julebordet og nyde magien. Vores julepanel består af kreativ direktør Charlotte Lynggaard, mor til tre voksne børn Laura, Sofia og Julius, client manager Emilie Maria Allan, mor til Boris, 4, og Dagny, 1, og manuskriptforfatter og sangerinde Frida Brygmann, mor til Monty på 4 måneder.
1 Des 202151min

Efterfødselssamtale med Asta Schantz-Conlon
Asta føder sin datter Agnes tre uger før termin ved en lang, men fantastisk fødsel. Men nogle timer efter fødslen braser lykkeboblen. Agnes er født med en uhyre sjælden hudsygdom, hvor det øverste lag hud falder af, når man rører ved den, og hun bliver indlagt på neonatal, mens Asta og hendes mand venter på at få en diagnose. På trods af Astas stærke psyke bliver det en hård start på moderskabet, der er præget af bekymringer for, hvilket liv hendes datter vil få med sin lidelse. Men som ugerne går, indser Asta, at Agnes kommer til at leve ubesværet med sin diagnose. Jordemoder Tilde Bøgild er som altid med til at besvare spørgsmål.
29 Nov 202150min

Mama: Josefine Klougart
Da forfatter Josefine Klougart som bare 25-årig bryder igennem med romanen ‘En af os sover’, bliver hun udråbt som litterær rockstjerne og til sin generations helt store stemme. I denne Mama-samtale fortæller Josefine om at vokse op med frie rammer, amning til hun er fire år og bare tæer i Mols Bjerge. Om at mærke 30-års krisen og lysten til at stifte familie banke på, da hun bliver forelsket og hurtigt bliver mor. Og om hendes nye roman “Alt dette kunne du få”, og hvordan det er svært at slippe kontrollen både i moderskabet og i kærlighedslivet.
25 Nov 202155min

Vores panel snakker om pseudotvillinger
Børn er en gave og søskende ligeså. Men hvordan er det at stå med en positiv graviditetstest kort tid efter ens første fødsel? Hvordan føles det at være gravid, mens man stadig har en baby på armen? Hvad gør det ved parforholdet, når man har to så små børn med forskellige behov, og hvordan tackler man voldsomme søskende-reaktioner? Vores panel består af podcaster og influencer Stephanie Fisker, mor til Elva, 5, Baldur, 4, og Svala, 9 måneder, PR og Relationsmanager Malou Angelo, mor til Maddox, 2, og Willow, 7 måneder, og sygeplejestuderende Katrine Trabjerg, mor til Alma, 20 måneder, og Anker, 8 måneder.
24 Nov 202154min