
25. maj: Da vi først havde fået øje på Sidney Lee, kunne vi ikke kigge væk
Der var en gang, hvor godt tv var berømte skuespillere i flotte kostumer, der opførte fantastiske historier, som dygtige forfattere havde fundet på. Den slags kan man stadig få folk til at kigge på. Men i dag er der også virkeligt mange seere til almindelige mennesker, der iført deres eget tøj, vasker op og får børn, fordi det var det, de skulle, den dag kameraet kom forbi. Det er på en måde virkeligheden, men det er også reality. Tv-genren, der er på alle platforme og en del af vores fælles fortælling. De fleste af os kender Mads Skjern, Birgitte Nyborg og hende politikvinden med den færøske sweater. Men vi ved nok også hvem og Biker-Jens, Amalie Szighety og Gustav er. Så da Mr. Reality Himself, Sidney Lee, i sidste uge døde, var det tid til at stoppe op og prøve at forstå, hvad det er, vi har kigget på de seneste 15 år. Det fortæller Politikens Felix Thorsen Katzenelson om i dagens podcast.See omnystudio.com/listener for privacy information.
25 Maj 202230min

24. maj: Dopesick: Sådan blev USA afhængig af piller
Clarksburg er en af de mange små byer, der har skabt det moderne USA. En by hvor drengene kravlede ned i minerne, fandt kul og fyrede op under industrien og gjorde amerikanerne rige. Men minearbejderne kom også op med ondt i ryggen. I mange år dulmede de smerterne med alkohol, men så begyndte de at spise piller. Og lige pludselig var Clarksburg og USA afhængige af smertestillende medicin. Opioid-krisen var i fuld gang, og den har nu kostet en halv million amerikanere livet. Folk, der engang havde arbejde, endte som narkomaner og hjemløse. Og for mange af dem begyndte det med et besøg hos lægen og en recept. Politikens korrespondent i USA Philip Flores er rejst til Clarksburg. Med sig havde han spørgsmålet: Hvordan kunne det ske?See omnystudio.com/listener for privacy information.
24 Maj 202225min

23. maj: Historien om danskeren, der vil overhale Elon Musk med et luftskib
Der er nogle ideer, der er så enkle, at man med det samme siger: Nå ja, selvfølgelig. Og samtidig så langt ude, at man godt ved, at man aldrig selv ville kunne finde på dem. Som et sugerør, der fjerner alt det farlige i vandet. Eller et net, der ikke kun holder myggen ude, men også slår den ihjel. Manden bag begge ideer hedder Mikkel Vestergaard Frandsen, og siden han opfandt to meget enkle ting, der har reddet tusinder og tusinder af liv, har der været stille omkring den danske eventyrer, opfinder og erhvervsmand. Men Mikkel Vestergaard Frandsen har haft travlt med at bygge et kæmpestort sølvfarvet luftskib og sende det op i stratosfæren. Der skal det hænge og gøre en kæmpe forskel for fire milliarder mennesker. Men hvordan hænger det sammen?See omnystudio.com/listener for privacy information.
23 Maj 202227min

20. maj: En racistisk teori har drevet unge mænd til masseskyderier
Så skete det igen. En ung mand gik ind i et supermarked i den amerikanske by Buffalo og dræbte 10 mennesker, han slet ikke kendte. Den unge terrorist havde delt sine forberedelser på massedrabet på et lukket chatforum, og han live-streamede massakren. På den måde lignede angrebet andre masseskyderier i Norge, Tyskland, USA og New Zealand. Udover fremgangsmåden har de én anden ting til fælles: Motivet til angrebene er frygten for den store befolknings-udskiftning. Det, nogen kalder, The Great Replacement. Men hvad handler den racistiske teori om? Hvorfor får den en ung mand til at dræbe tilfældige mennesker? Og hvad betyder det, når almindelige politikere og talkshow-værter begynder at tale om den store udskiftning? See omnystudio.com/listener for privacy information.
20 Maj 202226min

19. maj: Enhedslisten 2.0: Kan man forny en gammel--kommunist?
Enhedslisten arbejder ikke længere på at få Danmark ud af Nato, og man vil ikke længere ud af EU. I hvert fald ikke her og nu. Det blev nødvendigt at understrege, efter partiet – til sine egne vælgeres overraskelse – havde svært ved at vælge side i kampen mellem Rusland og Nato. På partiets årsmøde i weekenden blev der ryddet op og grundigt ændret på den EU-politik, der har været med til at definere Enhedslisten. Men hvordan endte de gamle kommunisters parti der? Det spørgsmål stiller vi Politikens politiske journalist Cecilie Lund Kristiansen, der var med til årsmødet.See omnystudio.com/listener for privacy information.
19 Maj 202225min

18. maj: Hjort: I fængsel for at afsløre, hvad alle ved?
Det her er historien om en statshemmelighed, som de fleste af os nok egentlig mener, at vi har kendt ret længe, men som regeringen gør sig store anstrengelser for, at ingen skal afsløre. I de her dage kan man opleve et sjældent syn i dansk politik: partilederne forlader Justitsminister Mattias Tesfayes kontor og møder de ventende journalister, men uden deres velkendte talelyst. Mattias Tesfaye fortæller nemlig partiernes ledere, hvorfor han og rigsadvokaten vil tiltale tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for landsskadelig virksomhed. Men bagefter må partilederne ikke dele den viden med deres partifæller, som skal stemme om noget, de ikke kender baggrunden for.See omnystudio.com/listener for privacy information.
18 Maj 202226min

17. maj: Shireen Abu Akleh: Selv kisten blev en del af krigen
Tusinder fulgte i sidste uge hendes begravelsesoptog gennem Jerusalem, da israelsk politi stormede og tæskede dem, der bar kisten, så de nær havde tabt den. I kisten lå den berømte amerikansk-palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh, der onsdag blev skudt. I 10 år havde hun dækket stort set alt, hvad der er foregået i Mellemøsten for tv-stationen Al Jazeera. Iført hjelm, skudsikker vest og tydelig presse-dokumentation var hun netop ankommet til den palæstinensiske by Jenin for at reportere fra en israelsk militæraktion, da hun blev ramt af skud i hovedet. I dagens afsnit besvarer Politikens tidligere mellemøstkorrespondent, Marcus Rubin, spørgsmålet om, hvordan et enkelt menneskes død i en lang og blodig konflikt kan vækker voldsomme reaktioner verden over. See omnystudio.com/listener for privacy information.
17 Maj 202225min

16. maj: Nordirland: Sinn Fein har fået magten. Og de vil stadig ud af UK
I 70’erne og 80’erne var Nordirland scene for en blodig konflikt, som hele Europa fulgte med bekymring og frygt. Men siden en fredsaftale i 1998 har der været nogenlunde fred. Nu skal Nordirland for første gange nogensinde ledes af et parti, der ønsker, at landet bliver løsrevet fra Storbritannien og genforenet med resten af Irland. Nemlig det nationalistiske parti Sinn Féin, der aldrig har kappet forbindelsen til terrorbevægelsen IRA. I dagens afsnit fortæller Politikens Storbritannien-korrespondent, Nilas Heinskou, hvad valget kan få af konsekvenser. For Nordirland, for Storbritannien og for Brexit?See omnystudio.com/listener for privacy information.
16 Maj 202223min





















